- et grønt nærområde

Færgevejskilen


For nylig blev grøften imellem Sneglehøjsøerne svært maltrakteret ved at et større køretøj forsøgte at krydse den ved spangen. Formentlig var det et af NSPV’s køretøjer. Episoden efterlod dybe hjulspor på begge sider af grøften, samtidig med at jord blev presset ud i grøften, så denne blev blokeret for vandgennemstrømning. D.d. har jeg forsøgt at udbedre skaderne og vandgennemstrømning skulle herefter igen være mulig.

Grøften er gravet omkring 1980, men på ca. det sted, hvor Skellebækken i sin tid løb. Den kan derfor ses som en rest af Skellebækken og under alle omstændigheder med samme funktion: overløb fra den store Sneglehøjsø, som i parentes bemærket blev skabt i 1976-77 ved udgravning af to mindre søer til den nuværende store sø.

Asbjørn



Naturvandring i Vestkilen med fokus på biodiversitet med biolog Hans Wernberg 

Biodiversitetsgruppen fra Agenda 21 Helsingør inviterer på denne spændende guidede naturvandring. Husk tøj og sko, der passer til vejret. 

Hvornår: Onsdag 11.9 kl. 17-19

Hvor: Vandringen starter og slutter ved Pindemosegaard, Løvdalsvej 8A, der er en sidevej til Klostermosevej.

Tilmelding: Er ikke nødvendig, man skal blot dukke op.

Nils

 

 


Guldhalen tilbage
26.08.2024

D.d. er guldhalen (Thecla betulae) observeret på Færgevejskilen ved Sneglehøj, næsten samme sted som sidste år. Sidste års observation var altså ingen enlig svale, og der er grund til at tro at guldhalen yngler på lokaliteten, hvor mirabel og slåen vokser talrigt. Netop de træarter guldhalen foretrækker at lægge æg på, og hvor larverne vokser op.

Asbjørn


Høslæt 2024
26.07.2024

Årets høslæt i uge 30. Senere end normalt og derfor med flere blomstrende højsommerurter end normalt på Færgevejskilen.

Asbjørn


Høslæt udsat
21.07.2024

Endnu i dag søndag d. 21. juli har der ikke været høslæt på Færgevejskilen. Årsagen til udsættelsen kendes ikke, men effekten er mærkbar med flere blomstrende urter end normalt. Det er en fryd for øjet med bl.a. vippende violet knopurt side om side med gul rejnfan. Også tagrør står nyopdukket et enkelt fugtigt sted med frøstandere. 

Asbjørn


D.d. er det omsider lykkedes at få et foto af en af de vandrikser (Rallus arquatus), som holder til i Ellemosen. Arten lever meget skjult i krat og siv-og rørbevoksninger i vådområder og gør sædvanligvis kun opmærksom på sin tilstedeværelse med sin stemme, som til gengæld er umiskendelig, og som har kunnet høres fra mosen flere gange de senere år. Fotoet er taget i løbet af nogle få sekunder, hvor fuglen bevægede sig uden for en dunhammertykning og er ikke optimalt, men bemærk at de dele af fjerdragten, der er skjult bag grene og kviste, kan ses i spejlbilledet i vandet.

Asbjørn


Fire studerende fra Skovskolen ved Nødebo får input til deres bachelor på Færgevejskilen. Nils og undertegnede ledsager Karoline, Mikkel, Freja og Majken på en rundtur og til sidst hygger vi med kaffe og kage, mens vi nyder forårssolen i diget ved Ellemosen.

Asbjørn


D.d. er der beskåret opvækst imellem de to søer ved Sneglehøj. De senere år har der kun været høslæt på arealet syd for diget. Nord for diget har eg, tjørn, poppel og gyldenris fået lov til at brede sig og beskæring er nødvendig for at bevare stedets lysåbne karakter. Beskæring omkring grøften imellem søerne følger senere.

Asbjørn


Tak til Hans Wernberg og til alle fremmødte på botanikvandringen i Sneglehøj-området, hvor vi så og hørte om og blev klogere på bl.a. bittersød natskygge, håret høgeurt, kongepen, grøn høgeskæg, smalbladet vikke, alm. hvene, rød svingel, draphavre, gedeskæg, prikbladet perikum, gederams, alm. hønsetarm, peberrod, alm. syre, bredbladet persille, eng-rørhvene, vandstjerne, vandrøllike og lysesiv, et fint lille udsnit af Færgevejskilens mange plantearter.

Asbjørn


Færgevejskilens frivillige og Agenda 21 arrangerer onsdag d. 13. september en botanikvandring på Færgevejskilen. Vandringen begynder kl. 17 ved Politigården Prøvestensvej 2, alle er velkomne, deltagelse er gratis og der kræves ikke forhåndstilmelding. Biolog hans Wernberg vil være guide på rundvisningen og gå i detaljer med områdets flora og fauna. Vandringen varer et par timer. Foto fra en tidligere botanikvandring med biolog Peter Milan Petersen.